Fire uger i Jerusalem

Damascus Gate efter fredagsbønnen

To Palæstinensiske drenge fra Ramallah og mig

Terroristen eller frihedkæmperens Yassir Arafats grav

En palæstinensiske nationalstat?

Kære alle.

Der er gået et godt stykke tid siden sidst.

Jerusalem er en ufattelig spændende by at bo i. Hvis man skal beskrive den og Israel med et ord (hvilket selvfølgelig ikke er fair) må det blive fragmentarisk; alene det jødiske samfund består af så mange dybt forskellige kulturelle, religiøse og sociale grupper, at man sommetider har svært ved at forstå, at Israel (eksklusiv de besatte områder) virkeligt kun er én stat. Med forbehold for mine stadigt relativt ringe historiske og politiske baggrundsviden gætter jeg på, at dette særligt skyldes tre forhold: En eller anden form for samlet forestilling om, hvad det vil sige at være jøde. En fælles forståelse af Israel som et land, der er truet fra alle sider. Og sidst men ikke mindst en massiv og gennem årene forholdsvis kontinuerlig international (særligt amerikansk) politisk og økonomisk opbakning.

De sociale og religiøse grupperinger spænder fra de sekulære "europæere" i Tel Aviv over den sociale og økonomisk meget dårligere stillede arabiske minoritet (20 % af befolkningen!) til de ultraortodokse jøder i bydelen Mea She'arim.  I sidstnævnte gruppe findes også en lille gruppe anti-zionister, som ikke ønsker, at Israel skal bestå som nationalstat (før den er givet af Gud) og derfor efter sigende kan enes med Ahmedinejad om dette spørgsmål.

Hos de ultraortodokse jøder finder man også en særlig gruppe af studerende; ca. 40.000 Yeshiva students som i stedet for at arbejde og tjene som værnepligtige studerer Toraen og som betaling herfor modtager økonomiske ydelser fra staten. En stor del af de mere moderate jøder er frustrerede over denne dyre ordning, og i dag var der bl.a. demonstration på Hebrew University.

Byen er opdelt i øst og vest. I arabisk og jødisk. Der findes to busselskaber; et arabisk og et israelsk, og folk respekterer i stor udstrækning denne opdeling ved i almindelighed kun at køre med "deres egne". Personlige statusspørgsmål, som ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed hører under de religiøse domstoles jurisdiktion; de kristne anvender de kristne domstole osv. Det betyder fx at et muslimsk-jødisk par må tage uden for Israel for at blive gift. Dette er nogle få eksempler på de opdelinger, der eksisterer i "the unified Jerusalem".


Mine roommates er flinke, men forholdsvist højreorienterede. Det er ikke forkert at sige at de et lang stykke hen ad vejen hader araberne og særligt palæstinenserne. Fyren har været kampsoldat, bekæmpet palæstinensiske terrorister og desuden set sin bedste ven blive skudt og dø. Nogle gange kan det være frustrerende let og se, hvorfor hadet eksisterer, og hvorfor det fortsætter.

Og så et par mere konkrete oplevelser:
I fredag var jeg i den gamle by under og efter fredagsbønnen. Aldrig har jeg set så mange muslimer på samme sted før!

I eftermiddags besøgte vi Ramallah og så bl.a. Arafats grav. Spændende langt om længe at opleve Vestbredden og en rigtig arabisk (og for den største dels vedkommende muslimsk) by. Beboerne var meget flinke omend pågående (jeg tror det ligger til den arabiske mentalitet).


Kort om den politiske situation er der at sige: Fastlåst! PLO nægter at forhandle så længe, der bliver bygget ud i de israelske bosættelser på Vestbredden. "Bibi" (Netanyahu) kan pga. regeringskoalitionen ikke levere en sådan indrømmelse (ingen ved vel egentligt, hvad han selv mener). Obama er lammet indtil de amerikanske midterms og EU ligner en lilleputnation i det diplomatiske spil. I morgen mødes de arabiske stater og skal igen bestemme sig for, hvad de synes om det hele.

Kærlig hilsen
Kristian